Mit Strikkeeventyr & Livets Træ

oprettet d.

Mit Strikkeeventyr & Livets Træ

Hvad er Livets Træ for mig og hvordan blev mit logo til?

Jeg er klar over at Livets Træ som symbol har en dyb betydning på både et spirituelt og kulturelt niveau i mange religioner og kulturer, at det repræsenterer forbindelsen mellem jorden, himlen og mennesket og symboliserer vækst, fornyelse og frugtbarhed. 

Jeg er dog ikke bundet til Livets Træ hverken religiøst eller kulturelt. Men for mig har det altid været et symbol, som udover at være meget smukt, har tiltrukket mig, som den person jeg er, men også hvad jeg stræber mod at ville være.

Rødderne er det jeg kommer fra, stammen repræsenterer mig i nuet lige her og grenene er det jeg stræber mod. 

Da jeg skulle finde en måde at personliggøre mine produkter var det Livets Træ, der kom til mig. 
Det bruges i mange smykker og derfor var det naturligt at bruge et vedhæng, der afbilleder træet til mine markører. Så med mindre det er særlige sæt, som Stjernetegnssæt eller andet, vil du finde Livets Træ i mine maskemarkørsæt, samt have mulighed for at købe dem som enkeltmarkører.

Så tænker du måske. Karina, hvorfor er dit logo så ikke et billede af Livets Træ? Ja, det er fordi det ikke bare var Livets Træ, der kom til mig, da jeg startede webshoppen og skulle lave et logo.

Fugle symboliserer for mig himlen, fantasi, frihed, livsglæde, drøm og længsel, men det er ikke fugle jeg generelt drages af. 
Jeg er bestemt fan af alle de fine småfugle der spiser af vores foderhuse og lægger æg i vores fuglekasser hjemme i haven, men det er uglen, som er og bliver min ynglings fugl.

For mig er uglen ikke associeret med; "ugleset", "ugler i mosen", nat og mørke, jagt, død og hekseri" og hvad overtro og mystik ellers byder ind med. For mig repræsenterer uglen Hedvig, Harry Potters smukke hvide sneugle. Hvem ville ikke have en Hedvig? Jeg ville i hvert fald gerne og så ville jeg flyve væk sammen med den.
Uglen er klogskab, visdom, indsigt og overblik. Den er drømme, længsel, frihed og fantasi - alt sammen elementer, som Mit Strikkeeventyr er opstået af. Ønsket om at blive klogere, lære nyt, forbedre, bidrage og udvikle.

Mit logo er grønt, da grøn er min yndlingsfarve og for mig et symbol på noget nyt, frihed, opblomstring og glæde.

Så derfor er mit logo en gren fra Livets Træ, hvorpå der sidder en ugle på en smuk støvet grøn baggrund.

 

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar